MANUSKRIPT

Adgangskravet for et manuskript er:

1. At vi synes det er fedt! At det rører noget i os. Det kræver at du både har styr på skrivehåndværket og kan levere en god historie med sammensatte personer, en original setting og et spændende plot.

2. At det ligger indenfor de fantastiske genrer, det vil sige fantasy, horror, science-fiction, magisk realisme eller en hybridgenre som steampunk, cyberpunk eller postapokalypse. Vi vælger dog somme tider at se bort fra genren, hvis du fx har skrevet et et realistisk manuskript med et tvist.

3. At du er bevidst om målgruppen. Calibats primære målgruppe er større børn og unge, men vi udgiver også bøger til voksne. Dit manuskripts målgruppe skal være let at afkode, både for os og for læserne.

4. At det ikke er digte. Dette skyldes ikke, at vi ikke kan lide digte – vi kan bare ikke sælge dem, overhovedet.

ARBEJDSFORHOLD

At være forfatter hos Calibat fungerer anderledes end hos mange andre forlag. På Calibat samarbejder vi på tværs for at lave de bedst mulige bøger, og få dem ud til så mange læsere som muligt. Det betyder at din bogs succes i høj grad også er afhængig af din egen indsat. Jo mere arbejde du selv lægger i tilblivelsen og promovering af bogen, jo større mulighed for succes har du. Da vi ikke alle er ens og har forskellige styrker, hjælper vi hindanden på tværs med det vi hver især er bedst til.

I vores optik tilhører værket forfatteren og forlaget har det kun til låns. Derfor beholder forfatteren alle rettigheder til værkets indhold og deler kun retten til papirbogen med Calibat, medmindre der aftales andet tilhører digitale rettigheder forfatter fra starten. I vores forlagskontrakt deler vi kun retten til papirbogen med forfatteren i to år, hvorefter alle rettigheder tilhører forfatteren

Vores fokus er papirbøger der primært sælges til bibliotekerne. Salg til boghandlere er betinget af, at titlen passer til detailsalg - her er målgruppe, genre og ikke mindst det fysiske udstyr vigtigt.

Vi udgiver vores titler som e-bøger i samarbejde med andre forlag, eller forfatteren selv. Udvalgte titler bliver lavet til lydbøger, ofte i samarbejde med Nota.

Calibat er ikke et betalingsforlag og du skal derfor ikke betale for at udkomme hos os, men titler i flot udstyr er afhængige af penge fra legater eller forfattere kan vælge at bruge en del af en bogs overskud til at forbedre kommende titlers udstyr.

Da vi er et lille forlag, udbetaler vi ikke forskud – til gengæld udbetaler vi 50 % af overskuddet for værket.
Når Calibats udgifter til korrektur, redigering, illustration, grafisk arbejde, kontorarbejde og tryk er betalt, kan overskuddet udbetales. Salg af bøger er ikke en guldgrube, så forvent ikke store summer.

Bogens udstyr er meget vigtigt for os. Calibat elsker at lave bøger med fantastiske forsider i hardcover, og med smukke illustrationer på godt papir. Det er desværre dyrt og svært at gøre rentabelt, hvorfor vi nu producerer et stigende antal titler i softcover og på billigt papir, mens bøger i dyrt udstyr vil være afhængige af søgning af legater. Men kvalitetskravet til værket er konstant. Vi laver bøger der begejstrer læserne.

FORMELLE KRAV TIL INDSENDTE MANUSKRIPTER

Jo mere helstøbt dit manuskript er, når du sender det til os, jo federe er det at læse.

- Dit manus skal være en afsluttet, færdigskrevet historie. Vi vurderer ikke synopser, ufærdige historier eller løsrevne ideer.

- Vi forventer at du har læst korrektur på dit manus, jf. gældende retskrivningsregler.

- Vi forventer at du har fået andre til at læse det og givet dig input.- Dit manus skal være en redigérbar Word-fil.

- Dit manus skal være skrevet på dansk.

I dit følgebrev skal du:

- Skrive en kort opsummering af historien, på max en A4-side.

- Angive din forventede målgruppe (alderen sætter grænser for brugen af vold og sex: 8-12 kan læses af din mor, 10+ grimt sprog, noget blod og vold, 12+ antydet erotik, hård vold, 14+ eksplicit erotik, 16+ sadistisk vold og sex).

- Kort fortælle om dig selv og eventuelt, hvad du ellers har udgivet, og om du har erfaring med forlagsarbejde (grafik, opsætning, korrekturlæsning, etc.).

Vi har desværre ikke ressourcer til at begrunde afslag individuelt, men da vores udgivelses-kapacitet er begrænset, vil dette ofte være årsagen til afslaget.

Vi bedømmer manuskripter på følgende vis: En erfaren redaktør fra forlaget eller en freelance konsulent starter på første side og læser til han/hun ikke gider at læse mere. Hvis redaktøren når dette punkt før bogens slutning, siger vi sandsynligvis nej tak.